Kat med munden på vidt gab
Katte skjuler deres smerter for ikke at fremstå som et let bytte for rovdyr. Derfor er det ejerens ansvar at tjekke tænderne for sygdomme. Foto: Ani Adigyozalyan

Husk kattens tænder: Din kat kan leve længe med skjulte tandsmerter

Tandsygdomme er blandt de mest udbredte og smertefulde helbredsproblemer hos katte - og ofte opdages de alt for sent. Med enkelte tiltag kan du skåne din kat for en langvarig lidelse.

Skrevet af:
Max Hesselager

Tandproblemer hos katte er ikke en naturlig del af alderdommen, men sygdomme, som ofte er forbundet med betydelige smerter. 

- Langt størstedelen af alle katte udvikler en tandsygdom i løbet af livet - ofte allerede fra tre-fire-års alderen. Smerten er ikke altid synlig, og uden en aktiv indsats fra ejeren kan katten derfor komme til at leve længe med smerter i munden, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Læs også: Danmarks katte hedder Mille, Simba og Felix

Hvorfor får katte ondt i tænderne? 

Katte får ondt i tænderne, når madrester og bakterier samler sig på tænderne og danner plak. Hvis plakken ikke fjernes, for eksempel ved tandbørstning, kan bakterierne irritere tandkødet og føre til tandkødsbetændelse.

- Tandkødsbetændelse kan vise sig som rødt, hævet og ømt tandkød. Når betændelsen udvikler sig til parodontose, angribes det væv, som holder tanden fast, så tænderne bliver løse og falder ud, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Tandkødsbetændelse og parodontose kan forebygges med god og regelmæssig tandpleje. Men der er også de tandsygdomme, som rammer selv katte med sunde tænder. Det gælder især de smertefulde tandresorptioner.

Læs også: Fem fordele ved at adoptere en voksen kat

Kat på sofa
En kat med ondt i tænderne kan i nogle tilfælde begynde at trække sig eller miste lysten til leg og mad. Foto: Kazuki Taira

Killinger: Killinger får mælketænder og skifter dem til blivende tænder i alderen 3-6 måneder. 

Voksne katte: Voksne katte taber ikke tænder naturligt - tandtab er næsten altid tegn på sygdom

Tandresorptioner - en sand kattepine 

Over halvdelen af alle katte i fire-fem-årsalderen udvikler tandresorptioner. Det er en nedbrydning af tænderne, som er ganske smertefuld for katten og som fortsætter, når den først er gået i gang. 

- Flere af os kan skrive under på, hvor ubehageligt det er at have tandpine. Når en kat har resorptioner, svarer det til at rende rundt med en kronisk tandpine, forklarer Jens Jokumsen. 

Tandresorptioner kan ikke helbredes, men de angrebne tænder kan fjernes af dyrlægen, så katten slipper for smerterne. Jo tidligere sygdommen opdages, desto hurtigere kan katten få lindring.

Læs også: Så mange katte er i nød i din kommune

 Afkræftet kat ligger på en seng
Årsagen til tandresorptioner hos katte er stadig ukendt. Sygdommen kan også ramme katte uden andre tandsygdomme og opdages ofte først ved et tandeftersyn hos dyrlægen. Foto: Cyntia Merisa

En kat med tandresorptioner kan ofte spise vådfoder uden tydelige problemer, fordi det kræver minimal tygning. Tørfoder afslører derimod ofte smerter. Når katten tygger en hård foderpille, kan den: 

  • Give et spjæt 
     
  • Slippe foderet 
     
  • Trække hovedet væk 

Tegn på tandsmerter hos katten 

En kat med ondt i tænderne vil gøre sit bedste for ikke at fortælle dig det. Katte er nemlig fra naturens side vant til at skjule deres smerter for ikke at fremstå som et let bytte for rovdyr.  

- Mange katte kan fortsætte med at spise, selvom tænderne gør ondt. Symptomer som dårlig ånde, savlen eller rødt tandkød kan være vigtige advarsler om, at noget er galt i munden, fortæller Jens Jokumsen. 

Tandsmerter kan også vise sig som ændringer i adfærd. Katten kan blive mere stille, miste lysten til leg eller spise langsommere – og i nogle tilfælde springe måltider helt over. 

Læs også: Husk hundens tandpleje: Sådan passer du tænder på din hund

Sort kat slikker sig om munden
En kat med tandsmerter kan spise langsommere, slippe foderet igen eller helt undgå maden, fordi det gør ondt at tygge. Foto: Laura Chouette

Kontakt straks dyrlægen, hvis din kat udviser ét af følgende symptomer: 

  • Dårlig ånde 
     
  • Savlen eller blod fra munden 
     
  • Rødt tandkød eller blodige gummer
     
  • Synlige belægninger på tænderne 
     
  • Nedsat appetit eller ændret spiseadfærd 
     
  • Tab af foderkugler eller langsom spisning 
     
  • Katten er mere stille, irritabel eller gemmer sig 
     

Gør tandtjekket til en god vane 

Det er en god idé at gøre tandtjekket til en fast del af kattens daglige pleje. Tjek kattens tænder, når du alligevel gennemgår pelsen for knuder, rifter og sår. 

Et hurtigt kig i munden kan være nok til at opdage problemer i tide. Kig på både tænder og tandkød. Se efter, om tandkødet er rødt, hævet eller bløder, og om der sidder gulligbrune belægninger på tændernesiger Jens Jokumsen. 

Husk, at alle katte skal til et tandtjek hos dyrlægen én gang om året - og hyppigere, hvis katten tidligere har haft en tandsygdom. Den daglige tandpleje derhjemme er et vigtigt supplement til dyrlægens kontrol. 

Læs også: Er din kat registreret korrekt?

Kat slapper af på gulvet mens en solstråle driver ind
Tandbørstning tager ikke lang tid, men rensningen kan gøre en stor forskel for kattens tænder og trivsel. Foto: Saman Tsang

Kattens tænder er skabt til at blive brugt. Når katten kun spiser blød kost og ikke bruger tænderne aktivt, kan plak og belægninger lettere sætte sig fast.  

Derfor kan det være en fordel at give katten mulighed for at tygge og bruge tænderne i hverdagen - for eksempel med foder og legetøj. 

Sådan børster du tænder på din kat 

Tandbørstning er den hurtigste og mest effektive måde at forebygge belægninger og tandsten på. En fingertandbørste er ofte det bedste valg, fordi den giver god kontrol og virker mindre fremmed for katten.  

- Tandbørstning bør indlæres allerede, mens katten er killing. Hvis du starter tidligt og tager det i små skridt, kan det blive en tryg og naturlig del af kattens pleje, forklarer Jens Jokumsen. 

Med regelmæssig tandpleje og opmærksomhed kan tandproblemer opdages i tide. Det kan spare katten for langvarige smerter og gøre en mærkbar forskel for dens trivsel.

Læs også: Sorte katte kæmper mod gammel overtro - og dårlige billeder

Kat med grønne øjne ligger på en sofa
Når du tjekker pelsen, kan du samtidig kigge tænder og tandkød efter for rødme, hævelse og belægninger. Foto: Sven Mieke